Forside   Kranen og Holmen   Andre Mastekraner   Billeder og Nyheder   Projektgruppen   Links   Kontakt

 

Billeder og Nyheder (det nyeste øverst)

28. februar: Så har vi lagt den sidste pudesurring og afsluttet den med sine te krydstørnsbændsler og en syet takling, efter alle kunstens regler. Alle surringer er sideløbende blevet smurt med tjære godt og grundigt to gange.
Så vi riggere er færdige med vores del af arbejdet. Der skal så lige ryddes op, stilladsen skal gøres rent, "frokoststuen" skal pakkes sammen igen. Men vi har holdt en lille afslutningsceremoni på hornet, det er helt øverst på kranen. Der var kage, se bar her:

og der var champagne, som blev sablet på behørig vis, selvfølgeligt.

Og dermed siger riggerne tak for nu, med venlig hilsen

Helle, Bjarke, Mikkel og Peder

_____________________________________________________

17. februar: Vi begyndte ugen med at lægge den store surring mellem mast og hovedbjælken, den er 90 meter lang og med 4” omkreds.
Siden har vi så arbejdet os ud langs hovedbjælkerne, hvor vi fik lagt de noget mindre surringerne ved svipperne.
I onsdags lagde vi to af de fem surringer på hovedet af hornet. Det er i den luftige højde af 36 meter. Så vi ville kunne kigge ned på både Rundetårn og Georg Stage, hvis de lå ved siden af.
For en sikkerheds skyld satte vi nogle ekstra ”quicklash”- surringer på, mens vi fjernede de gamle surringer. Både nord- og sydben er nemlig kun boltet til puderne.
Den største surring af dem alle, den på 126 meter i længden, har vi ikke kunnet lægge endnu på grund af vejret. Det er den, der er for enden af kranen, der hvor løftetaljerne blev sat fast dengang kranen var i brug. Det blæser og sner ganske enkelt for meget til det for tiden.


Det er vinter, og det er koldt. Ingen tvivl om det.
Men udsigten fejler bestemt ikke noget.

_____________________________________________________

Der er også kommet mere om bygningen og dens historie her på hjemmesiden. Klik her.

_____________________________________________________

12. februar: Fik lagt 4 pudebændsler. Nu må vi godt holde weekend.

_____________________________________________________


En del af vores værktøj. skræddertaljer, drejere, pikkeronde, sejlmagertang og -handske, merlespiger mm. Øverst til venstre "den onde stedmor", et udsøgt skarpt og takket kniv til at skære det meget hårdslåede, tjærede tovværk.


Bjarke med en af de store drejere.


Surringerne ved de sydlige ben/underbjælken/svipper og puder.


Helle lægger en takling.

_____________________________________________________

11. februar: Alle surringer mellem svipperne og mellembjælkerne blev færdige idag. Det var 2 stk à 3½", 50 meter lange, og 2 mindre à 2½", 20 meter lang. Dermed har vi bragt det samlede antal færdige bændsler op på 23.

_____________________________________________________

9. februar: Lagde 3 store surringer mellem ben og mellembjælker. Hver à 4" omkreds og 51 meter i længden. Det var lidt besværligt, da hele kvejlet skulle løftes over mellembjælkerne ved hver tørn.

_____________________________________________________

5. februar: Vejret var til det idag, så vi gik igang med at lægge surringen omkring mast og mellembjælker. En lille sag på 16 tørner à 6 meters længde, 96 meter i alt, eller næsten 100 kg. Det kvejl skulle så bare løftes på plads og lægges rundt og rundt (men det bliver jo lettere for hver tørn :-) Vi riggede to taljer for at tage vægten. Hver tørn blev banket på plads med nogle store trækøller,samtidigt med at vi holdt sagen i træk med en gedigen drejer. Lidt hård måske, men bestemt sjovt og anderledes arbejde.

I alt fik vi lavet 8 større surringer, 21 krydstørnsbændsler og 8 øjesplejse, samt 14 syede taklinger i denne første uge.

_____________________________________________________

3. februar: Vi fik lagt 3 surringer idag:
ved underbjælke/sydben/vestpude, 42 m, 42
krydssurring ved svipper/østpude, 25 m 3½"
nord-underbjælke/østpude 20 m 3½".
Vi nåede også at rense af ved mastholder/underbjælke og at smøre med tjære div. steder.


Et bemærkelsesværdig graffitto fra 1922. Da blev træet udskiftet sidst. Det er placeret ved enden af den øverste bjælke ud mod havnen, dvs. normalt fuldstændigt usynligt.


Her ligger det, klart til brug, 1,5 kilometer tovværk.


Vi kunne godt tænke os lidt bedre vejr.

2. februar: Vi fik lagt den første krydssurring idag - rundt nordben/nordl. underbjælke samt vestpude - 7 slag hver vej, ialt 42 m 4" tov, dertil 3 krydstørnsbændsler til afslutningen og 2 syede taklinger. Inden snevejret afbrød os nåede vi også at lægge en krydssurring på svipperen og østpuden, den var kun på 29 meter og 3½".

_____________________________________________________

1. februar: så går det igang. Kaffestuen er rigget til med lidt varme og lys.
Det gamle tov fra surringerne 2 og 6 blev fjernet. Under surringerne 1 og 2 var det for vådt for at smøre med tjære. Vi er nødt til at vente til næste uge med at lægge de nye surringer dér. Nu er de midlertidig dækket af, så det kan blive tørt. Ved surring 6 havde vi ikke det problem, så vi nåede at smøre og fok gjort alt tovværk klart til bændslet.

_____________________________________________________

23. januar: Stilladsen er ved at være på plads omkring kranen, og tovværket er nu blevet slået, læs mere her.
(Tak til Niels for billedet.)

_____________________________________________________

I foråret 2009 fornyede projektgruppen et af bændslerne i et såkaldt forprojekt. Hele arbejdsopgaven skal udføres under størst muligt hensyntagen til den betydelige historiske substans, uden at sikkerhed, økonomi og fremtidig vedligeholdsbehov må tabes helt ude af synet. Ved det nævnte forprojekt kom det frem, at de eksisterende surringer var forsynet med kovser i øjesplejsene. Teknisk smart, arbejdsmæssigt meget hensigtsmæssigt, men historisk set desværre ikke så heldigt. Kovser holdt ikke indtog i den maritime verden før midten af 1800-tallet...